Hvornår skal man gøde stueplanter?

Planteguide > Hvornår skal man gøde stueplanter?

Du har måske hørt, at det kan være en god idé at bruge gødning i dine indendørs planter, men hvordan er det nu lige, man gør det? Hvilken type gødning skal bruges, og hvornår på året skal man gøde sine stueplanter? Her på siden kan du blive meget klogere på, hvordan du passer bedst muligt på dine planter ved hjælp af gødning, så læs med her og få PlantsByFLOWRs råd til brugen af de effektive næringsstoffer. 

Gødning - plantens vitamintilskud

Måske tænker du, om det overhovedet er nødvendigt at gøde dine planter? Dine planter kan godt overleve med vand og sollys, men hvis du vil have dine planter til at stortrives og blive stærke og sunde, så er gødning det helt rigtige valg. 

Gødning har blandt andet en positiv indflydelse på planters vækst og blomstring, evne til at regulere vandbalancen og planters forsvarsevne mod skadedyr på planter. 

medium_image

Hvornår skal stueplanter gødes? 

Vil du gerne i gang med at styrke din plante med gødning, så er det vigtigt at vide, hvornår man skal begynde at gøde sine stueplanter.

Brug gødning til dine planter i vækstsæsonen

Dine planter skal gerne gødes i vækstsæsonen, og i Danmark løber sæsonen ca. fra marts t.o.m. september. Du skal altså ikke gøde dine planter over vinteren, fordi de fleste planter ikke vokser i den periode grundet for lidt lys. 

Det er altid en god idé at følge instrukserne på dit gødningsprodukt, når du vil gøde dine planter, men en grundregel er at gøde én gang i måneden i vækstsæsonen. Nogle planter skal dog slet ikke gødes så meget, og hver planteart har forskellige behov - også i forbindelse med gødning. Af den grund er det også vigtigt at passe på med ikke at give dine stueplanter for meget gødning, da det kan skade mere end gavne. 

I PlantsByFLOWRs pasningsvejledning kan du også få et overblik over din plantearts behov for gødning, så du kan passe og pleje din plante, som lige netop din plantetype har brug for.

Undgå gødning på nye planter

Nye planter skal ikke gødes de første fire måneders tid. Der er nemlig ingen grund til at gøde nykøbte planter, da de som oftest er tilsat langtidsvirkende gødning i plantejorden. 

Har du købt din plante på en planteskole, så har den haft optimale vandings- og lysforhold, så planten har haft de bedste vækstbetingelser. Når den så flytter hjem til sin modtager, vil lyset som oftest være lidt for mørkt og luften lidt tørre. Planten vokser derfor lidt langsommere, men gøder du den så en masse som reaktion på den langsommere vækst, så kan det skade mere end gavne.

Hvilken gødning skal man bruge til stueplanter?

Der findes to typer gødning - organisk gødning og syntetisk gødning.

Organisk gødning:

  • Stammer fra planter og dyr. 
  • 100% naturligt materiale, der er fri for tungmetaller og genmodificeret materiale.
  • Organisk gødning kan eksempelvis fremstilles af komposteret dyregødning eller grøntsager. Det kan også fremstilles af tang, lupinfrø, brændenælder og meget mere.

Syntetisk gødning: 

  • Syntetisk gødning er kemisk fremstillet.
  • Typisk salte, som fremstilles fra en energikrævende kemisk proces ud af jord, kvælstof fra luften eller forskellige bjergarter. 

Dit valg af gødning er en smagssag og afhænger af, hvad du er mest komfortabel med at bruge. Hvor syntetisk gødning har en hurtigere virkning end organisk gødning, så vil organisk gødning som oftest ende med at give en sundere plante. Den langsommere virkning sker, fordi planten følger naturens tempo, når du bruger organisk gødning. Det giver sunde, robuste og smukke planter, fordi næringsstofferne tilføres langsomt til jorden, og planterne optager selv den næring, de har brug for. 

_image_tablesetting_pastel-1

Hvordan gøder man stueplanter?

Hvordan du gøder dine planter afhænger af gødningstypen, du vælger at bruge. Det er en god idé at give din plante gødning, når plantejorden er fugtig, og at undgå at tilføre gødning, når planten er placeret i direkte sollys. 

Gødning findes både i flydende og fast form. Bruger du flydende gødning, så tilsætter du gødningen til vandet, du vil vande med, og bruger du gødning i fast form, så tilsætter du pillerne og lader planten nedbryde dem. 

Find mere information om fremgangsmåden og mængden af gødning ved at læse mere på dit specifikke gødningsprodukt.

Få styr på din plantes behov for gødning med vores pasningsvejledning

Det kan være svært at vurdere, hvor meget og hvor ofte forskellige plantearter skal tilføres gødning. Derfor kan du få et overblik over, hvad din plante har brug for af pasning, pleje og gødning i PlantsByFLOWRs pasningsvejledning. Læs mere om din planteart og bliv meget klogere på, hvordan du giver den den helt rette kærlighed.