Philodendron - pasningsvejledning

"Kærlighedstræerne" har deres oprindelse i Sydamerika, hvor de stadig indgår i den vilde natur. Man vil typisk finde dem i tropiske skove, men man ser dem også i sumpede områder, langs flodbredderne og selv i vejkanten.
De kaldes Love Trees pga. bladenes karakteristiske hjerteform. Desuden kommer det botaniske navn, Philodendron, af de græske ord "Phileo", som betyder kærlighed, og "Dendron" som betyder træ.

Botanisk navn: Philodendron

 

Pasning

Vanding: Philodendron er en af de nemmere plante-familier, når det kommer til vanding. De skal vandes 1-2 gange hver 14. dag, når jorden er ved at tørre ud. Vand hellere lidt for sjældent end lidt for ofte, for planterne kan sagtens tolerere, hvis jorden når at tørre ud i ny og næ.

Placering: Planterne trives bedst, når man stiller dem i et lyst rum med indirekte sollys. Placér f.eks. din Philodendron, så den står tæt på vindueskarmen, men bladene undgår direkte sollys. 

Temperatur: Hvis din plante skal have det godt, skal den placeres ved stuetemperatur mellem 15-30 °C.